Overblik: Frem snubler i pokalen

Tirsdag aften bød på en gedigen overraskelse i pokalturneringen, da Ringsted IF fra Danmarksserien ekspederede Nykøbing FC fra CampoBet 3. Division ud med de voldsomme cifre 7-6.
Onsdag aften røg endnu en klub fra CampoBet 3. Division så samme vej, da Valby-klubben BK Frem på udebane tabte til Ledøje-Smørum Fodbold (LSF).
Både de 90 minutter og de to gange 15 minutter forlænget spilletid endte uden scoringer, og så måtte det hele afgøres fra pletten.
Fra de 11 meter viste hjemmeholdet sig klart skarpest og scorede på deres tre forsøg, mens Frem brændte tre ud af fire og dermed blev det altså LSF fra Danmarksserien, der gik videre til 2. Runde af pokalturneringen.
Så gik det straks bedre for Frems konkurrenter fra CampoBet 3. Division onsdag aften.
Vanløse IF vandt i overbevisende stil 5-0 over Øresund Klubfodbold på udebane, mens Odder sikrede sig avancement efter 4-2 ude over Holstebro.
Brønshøj og Holbæk er også med i hatten, når der trækkes lod til 2. runde.
Hvepsene vandt 4-2 ude over Allerød FK, mens Holbæk scorede seks mål for anden kamp i træk, da Husum BK på eget græs blev besejret 6-2.
Der kan ses højdepunkter fra pokalturneringen her.
Dermed er der blot en enkelt kamp tilbage i 1. runde. Her kommer Næsby Boldklub fra CampoBet 3. Division på lidt af en opgave, når de hjemme tager imod AC Horsens. Den kamp spilles den 12. august.
