Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold
CampoBet 3. Div

Optakt: 12 mål i 2 kampe - Holbæk blæser til angreb mod Nykøbing

Erdogan Aslan
8/8/2025 21:40

Rundens nok mest imødesete opgør i CampoBet 3. Division bliver spillet lørdag klokken 15:00 på Lollands Bank Park, hvor ambitiøse Nykøbing FC tager imod en anden stærk kandidat til oprykning Holbæk B&I.

Hjemmeholdet kom planmæssigt fra start på sæsonen, da man vandt 2-0 ude over oprykkerne fra Hørsholm-Usserød i første runde. Det samme kan dog mildest talt siges om gæsterne fra Holbæk, der var decideret flyvende mod IF Lyseng og sejrede med hele 6-0.

Det bliver da heller ikke et afventende Holbæk-mandskab, der tropper op på Falster lørdag eftermiddag.

“Vi har sgu ikke rigtig en plan b på vores hold. Vi vil altid forsøge at spille offensivt og chanceskabende og prøve at trykke modstanderen. Det vil vi også gøre mod Nykøbing. Også selvom det er på udebane,” siger Holbæk-Erdogan Aslan om den ifølge ham “sindssygt vigtige kamp” mod Nykøbing FC.

Begge mandskaber sparede en del spillere i midtugens pokalkampe, hvilket Holbæk må siges at være sluppet bedst fra. Holbæk er således videre til 2. runde i pokalturneringen efter 6-1 over Husum.

Nykøbing FC får til gengæld ikke mulighed for et pokaleventyr i år, da cheftræner Mikkel Thygesen sendte et ungt hold på banen mod Ringsted IF, som tabte med 7-6 efter forlænget spilletid.

Jens Andersen