Pokalfri til Holbæk-profiler: De skal være klar til Nykøbing

Holbæk B&I fik en fuldstændig forrygende start på sæsonen i weekenden med en knusende 6-0-sejr hjemme over aarhusianske IF Lyseng.
Onsdag skal oprykningskandidaterne så i ilden igen, når de på udebane møder københavnerserieholdet Husum i pokalturneringen.
Det bliver dog uden flere af profilerne, siger cheftræner Erdogan Aslan.
“Jeg har taget en beslutning om, at det er så tæt på vores turneringskamp på lørdag, at jeg kommer til at give syv af mine spillere et træningsprogram med hjem i stedet for at de skal deltage i den pokalkamp.”
Selvom Holbæk er store favoritter mod Husum onsdag aften, så understreger Erdogan Aslan, at der ikke er tale om, at man tager let på opgaven.
“Jeg havde ladet spillerne blive hjemme, uanset hvem modstanderen var. Det handler ikke om, at vi undervurderer modstanderen. Det handler alene om, at vi har en sindssygt vigtig kamp i Nykøbing på lørdag, som vi skal være friske og energifulde til.”
Holbæk spiller pokalkamp onsdag aften klokken 18:00 i Husumparken mod Husum Boldklub.
Lørdag venter så et tidligt topbrag i CampoBet 3. Division, når Holbæk skal på besøg hos Nykøbing FC.
