Brønshøj-spiller faldt om: Vi nåede at tænke det værste

Det var mildest talt en slem forskrækkelse for alle på Tingbjerg Ground lørdag eftermiddag, da hjemmeholdets midtbanedynamo Mikkel Lynge i anden halvleg pludselig faldt om midt på banen i kampen mod Hørsholm-Usserød.
“Det var en dramatisk og skræmmende situation. Det er det jo altid, når der er en, der falder om af sig selv, uden at der er nogen i nærheden,” siger Brønshøj-træner Jamil Fearrington.
“Alle de værst tænkelige scenarier går gennem på hovedet på en, når der ligger en ung mand og er faldet om og har det rigtig skidt. Så bliver alt andet pludselig ubetydeligt.”
Mikkel Lynge, der i øvrigt havde fødselsdag samme dag, fik heldigvis hurtigt hjælp på banen, siger Jamil Fearrington.
“Vi fik rimelig hurtigt en melding om, at hans puls var fin og han trak vejret fint nok derude på banen. Så alt tydede på, at det formentlig ikke har noget med hjertet at gøre. Han nævnte selv, at han havde fået en albue i tindingen tidligere i kampen.”
Den præcise årsag til Mikkel Lynges problemer har man ikke kunnet fastslå, men dehydrering kan også have spillet en rolle.
Den gode nyhed er under alle omstændigheder, at Mikkel Lynge har det godt og faktisk er på vej tilbage allerede.
“Allerede mandag var han ude og sige hej til truppen. Og tirsdag trænede han lidt med. Så efter omstændighederne har han det godt,” siger Jamil Fearrington.
Næste opgave for Brønshøj Boldklub i CampoBet 3. Division er på udebane mod Holbæk lørdag eftermiddag.
Her har Brønshøj brug for at komme på tavlen, da det er blevet til nederlag i sæsonens første to kampe mod Vejgaard og Hørsholm-Usserød.
