Vendsyssel uddeler bank i Brabrand

Vendsyssel FF rejste sig efter nederlaget til AaB i pokalturneringen og kvaste lørdag eftermiddag Brabrand IF med 3-1. Skulle hjemmeholdet have været i tvivl om, at der er forskel på amatører og fuldtidsprof’er, fik de på grovest mulige vis udstillet forskellen på Aura Park.
Det var nemlig to tidligere Brabrand-drenge, der gjorde det onde ved lørdagens værter. Mathias Haarup og Mostafa Maarouf tegnede sig nemlig for gæsternes tilsammen tre mål, der sendte Vendsyssel FF på maksimumpoint og på førstepladsen i CampoBet 2. division.
Brabrand blev hurtigt sat under pres i første halvleg mod Vendsyssel FF, der ikke lignede et hold med tunge ben. Onsdag aften bød ellers på hård pokalkamp mod AaB, men de tillod aldrig hjemmeholdet at finde rytmen. Det hjalp heller ikke Michele Demontis’ taktiske oplæg, at både Stefan Stojilkovic og Tobias Friis skadede måtte udgå før pausen.
Første hug satte gæsterne ind efter 25 minutters spil, da Mathias Haarup åbnede scoringen. Det var samme Haarup som 10 minutter senere kunne fordoble føringen. Uden at være voldsomt presset af hjemmeholdets defensiv. Brabrands Mathias “Marvin” Laursen burde have reduceret inden pausen, men forpassede den enorme mulighed.
Efter pausen tillod Vendsyssel FF ikke, at hjemmeholdet fik arbejdet sig ind i kampen. Keeper Mathias Ørnskov måtte hive flere solide redninger op ad posen for at bevare håbet om et comeback. Med ti minutter tilbage på klokken lykkedes det Brabrand at bringe spænding ind i kampen.
Et langt indkast i feltet gav Mikkel Frandsen en mulighed, han ikke forpassede. Det skabte kortvarigt uro hos gæsterne, inden Mustafa Maarouf satte dødsstødet ind.
Efter det tredje nederlag på otte dage, så cheftræner Michéle Demontis trods alt lidt lyspunkter.
“Det var pil opad i forhold til (pokalkampen, red.) mod Skive og mod et endnu bedre hold. Vi var tæt på et comeback, men det havde nok været lidt ufortjent,” erkendte han over Vores Brabrand.
“I første halvleg var de bedre end os, men 1-1 i anden halvleg er godkendt. Vi skal stadig blive bedre med bolden, men vi er på rette vej,” fortsatte en fortrøstningsfuld Demontis.
Slutstilling: Brabrand IF - Vendsyssel FF 1-3 (0-2)
Mål: 0-1 Mathias Haarup (25.), 0-2 Mathias Haarup (36), Mikkel Frandsen 1-2 (81), 1-3 Mostafa Maarouf (86)
