Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold
CampoBet 2. Div

Optakt: Skive på revanchejagt mod lokalrivaler fra Thisted

Foto: Jacob Hansen
8/8/2025 20:11

Uagtet hvilket sympatier man så end måtte nære, står rundens kamp i CampoBet 2. division på Hancock Arena. Lørdag eftermiddag er der nemlig lokalbrag, når Thisted FC krydser Limfjorden for at besøge Skive IK. Og ikke blot er det to rivaler, der mødes. De har også begge fået en optimal start eftersom sæsonens første uge har budt på to sejre af to mulige. Én i ligaen, én i pokalturneringen.

Såvel Skive-træner Anders Jensen, som hans kollega Daniel Kristensen fra Thisted FC forsøger at nedtone, hvor meget ekstra der er på spil. Tilstedeværende tilskuere ved det seneste lokalopgør husker dog, hvordan stemningen var lettere stram på ikke mindst sidelinjen. Så mon ikke der bliver lidt ekstra tænding?    

”Selvfølgelig er det en spændende kamp, specielt som begge er kommet fra start. Men vi forsøger at gå til den, som til enhver anden kamp,” prøver Kristensen at overbevise LigaManager om, da vi forstyrrer ham midt i forberedelserne.

”På papiret skal det jo helst ikke betyde mere, om det er Skive eller Odder, vi møder. Når det så er sagt, bliver kampen da nok mere intens end andre gør. Der bliver lidt flere dueller og sådan noget, det kan man godt mærke, når man kommer ind i kampen,” erkender Daniel Kristensen, som håber på at se lige så mange på lægterne, som i ”gamle dage”.

”Tidligere kunne det jo godt samle 1500-2000 tilskuere, når vi mødte hinanden. Og det kan da godt være, at det kan ses på tilskuertallet, at vi begge har vundet begge vores kampe,” håber Kristensen, der selvsagt er tilfreds med sæsonstarten. I tirsdags sejr i pokalturneringen, i fredags sejr over Fremad Amager i CampoBet 2. division.

”Det kan vi ikke klage over. Jeg synes sejren var fortjent mod Fremad, og det var tilfredsstillende at se gutterne køre pauseføringen på 2-0 hjem. I sidste sæson satte vi et par da den slags føringer over styr, så det var positivt.”

Deres duel i sidste sæson i Skive IK sluttede 1-1, mens Thisted FC sejrede overlegent med 3-0 i ”returkampen”. Faktisk er Thisted FC uden nederlag i fire interne møder, så SIK’erne har altså revanche til gode.

Der er kampstart lørdag kl. 14:00, og LigaManager har også varmet op til kampen ved at snakke med Skive-træner Anders Jensen. Dét interview kan du læse her.

Jacob Hansen