Optakt: Roskilde til Ishøj uden topscorer

Ishøj IF er stadig på jagt efter sæsonens første sejr, når de tager imod FC Roskilde lørdag eftermiddag. Tager vi sidste sæson med, har de efterhånden spillet 1-1 tre gange i træk. Fire, hvis vi tæller pokalturneringen med. De er med andre ord ikke nemme at nedlægge.
Omvendt slider de også lidt med selv at sætte sig igennem. Det er dog bedre end at tabe, og Ishøj IF er uden nederlag i syv ligakampe. Hvis man tæller sidste sæson med, og der er trods alt sket noget på mandskabsfronten. Men når de endelig taber, er det ikke stort.
På hjemmebane har Ishøj ikke tabt med mere end ét mål siden oktober sidste år. Og det var mod Aarhus Fremad, der endte som vinder af rækken. Det vil FC Roskilde også gerne i denne sæson, men her melder sig et meget vigtigt spørgsmål forud for denne kamp.
Hvordan overkommer Kristoffer Johannsens tropper lige salget af topscorer Arman Taranis? Tre mål i lørdags var nok til at overbevise Degerfors i Allsvenskan om at købe ham. At miste ham om torsdagen, med ligakamp om lørdagen, må kaldes alt andet end optimalt.
Ok, Taranis var først lige vendt tilbage efter en skade. Men vurderet ud fra sidste uges kamp mod VSK, var han en væsentlig del af FC Roskildes opspil. Kræver det mon lige en runde eller to at få tandhjulet til at fungere optimalt igen? Svaret kender vi omkring kl. 15:00 lørdag eftermiddag.
Der er kampstart på Solar Solutions Stadium lørdag kl. 13:00 – se odds på kampen her.
