Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold
3F Superliga

Optakt: OB jagter oprejsning mod stabile Randers

Optakt til OB - Randers i Superligaen
9/8/2025 8:25

Der var ikke en eneste spiller, der spillede på et Superliga-niveau i dag.” OB’s tyske cheftræner, Alexander Zorniger, lagde ikke fingre imellem efter sidste weekends 4-0 øretæve mod Vejle. Og det kan man godt forstå. 

Efter den positive sæsonstart med point ude mod guldbejlerne FC Midtjylland og sejr hjemme mod Viborg, kom de stribede fra Fyn nemlig heeelt ned på jorden igen i Nørreskoven. 

Bedømt på teknik, taktik og vilje var OB klart underlegne i stort set alle 90 minutter, og blev til tider løbet fuldkommen over ende. 

Nu skal der hankes op og bygges op på ny i Ådalen, inden Randers kommer på besøg mandag, og derfor gav Zorniger i den forgangne uge et par fridage til sine spillere efter en opstart, som utvivlsomt har tæret på kræfterne. Både fysisk og mentalt. 

Gæsterne har ikke ramt et skyhøjt niveau i sæsonens indledning, men det afspejler sig ikke i tabellen, hvor Randers indtager en flot andenplads med syv point. 

Kronjyderne står som altid for stabilitet og et højt bundniveau, og mens marginalerne ikke var på deres side i premieren mod Vejle, som udlignede dybt inde i overtiden, har heldet tilsmilet dem i de to seneste runder. 

Fem gode og effektive minutter i starten af anden halvleg mod AGF var nok til at stikke afsted med tre point, mens et tyndt straffespark mod Silkeborg senest gjorde udslaget i en jævnbyrdig affære. 

Rejser OB sig ovenpå misæren i Vejle, eller kommer de også til kort mod de stabile og snu gæster fra Kronjylland? 

Kampen spilles på Nature Energy Park i Odense med kampstart mandag den 11. august klokken 19:00.

Mads Larsen