Optakt: Cruiser FC Midtjylland sejren i hus mod Fredericia?

Den tidlige søndagskamp byder på et på papiret ulige opgør mellem guldbejlerne FC Midtjylland og de dugfriske oprykkere fra Fredericia, som for første gang nogensinde prøver kræfter med Superligaen.
Der bør og skal være betydelig forskel på kvalitet og bredde de to hold imellem, men til gæsternes held, er FC Midtjylland allerede travlt optaget med kvalifikation til Europa League, hvor de så sent som torsdag aften besejrede Fredrikstad i Norge.
Det betød også, at Thomas Thomasberg i seneste runde sparede på profilerne i Superliga-kampen mod AGF, hvor ulvene flot krigede 0-0 hjemme efter at have spillet i undertal i mere end 60 minutter.
FCM-træneren må tænkes at kunne finde på det samme i dette opgør, men spørgsmålet er, om et par reserver i startelleveren nu også er nok til at levne Fredericia chancer for point?
Spillemæssigt har oprykkerne gjort det fint i sæsonens indledning med tre godkendte indsatser mod FC Nordsjælland, Silkeborg og FCK, og har sågar allerede skrevet historie med den flotte 2-0 sejr i anden spillerunde på JYSK Park.
Til gengæld så vi også mod FCK, at det er svært at få point med mod de kyniske tophold. Også selvom man spiller godt.
Kan Fredericia skabe miraklet på MCH Arena, eller cruiser FCM bare sejren hjem i vanlig topholdsstil?
Kampen starter klokken 14:00 søndag den 10. august 2025.