Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Optakt: Næsby og Vanløse tørner sammen i topkamp

Nicolai Wollenberg
CampoBet 3. Div
22/8/2025 14:59

Der er dækket op til et vaskeægte topopgør på Alpi Arena i Næsby i Odense, hvor hjemmeholdet lørdag stiller til kamp med maksimumpoint og dermed kan kalde sig førerhold, da ingen andre i ligaen er kommet lige så godt fra start.

Gæsterne fra Vanløse IF er dog tæt på, da man har 7 point efter de første tre kampe, hvor især topscoreren i CampoBet 3. Division, Bjørn Paludan, har haft tur i den med hele seks scoringer.

Dét har man naturligvis også noteret sig på Fyn, hvor Næsby-træner Nicolai Wollenberg dog har tiltro til, at man godt kan stække Paludan.

“Det er ikke kun Bjørn Paludan. Begge deres angribere er gode, synes jeg. Men som jeg sagde i bussen hjem fra vores sejr mod Frem; han har jo ikke mødt vores forsvar endnu. Han kan ikke overmatche os på fart eller fysik i hvert fald, men vi har selvfølgelig respekt for ham og de mange mål, han har lavet,” Nicolai Wollenberg.

Den tidligere stopper og altså nu omskolede angriber fra Vanløse har dog ikke tænkt sig at holde igen med målscoringen. Bjørn Paludan har et klart personligt mål for sæsonen - ja, faktisk har han lidt mere end det.

“Jeg går efter at lave lige så mange mål, som jeg gjorde i Danmarksserien i sidste sæson. Så jeg skal op på 16. Og så lavede jeg jo egentlig også 6 i pokalturneringen. Men hvis vi holder os til ligaen, så skal jeg lave 16. Det ville være rigtig, rigtig fint,” siger Bjørn Paludan.

Topkampen mellem Næsby Boldklub og Vanløse IF bliver fløjtet op lørdag klokken 14:00 på Alpi Arena.

Jens Andersen