Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Næsby efter ny sejr: Vanløse er så irriterende nærgående

Nicolai Wollenberg
CampoBet 3. Div
25/8/2025 10:42

Der var høj sol over Alpi Arena i Næsby i Odense lørdag eftermiddag, hvor Campo Bet 3. Divisions suveræne førerhold, Næsby Boldklub, tog imod de fremadstormende oprykkere fra Vanløse IF, der har fået så forrygende en start på sæsonen, at kampen var et decideret topopgør.

Fynboerne trak sig sejrrigt ud med 1-0 på en flot kontrascoring af Mathias Frederiksen godt tyve minutter før slutfløjt.

Både før og efter den scoring voldte Vanløse IF dog Næsby en del problemer med meget direkte og kompakt spil.

“De er fuldstændig irriterende. De har to så nærgående angribere. Den ene med godt tempo og den anden er god til at holde i den. Der er ikke et stille øjeblik for os i hele kampen. Og så er de superintense. Hver gang vi laver en bagudrettet aflevering, så kommer de pressende,” lød det anerkendende efter sejren fra Næsby-cheftræner Nicolai Wollenberg, der generelt har stor respekt for oprykkernes indsats i Odense.

“Jeg er dybt imponeret over deres tilgang. At de som oprykkere kan tilpasse sig spillet så meget. De var så afklarede i de ting, de foretog sig. Det var tydeligt at mærke, at de havde en stor tro på det. Og med god grund, da de jo har gjort det virkelig godt.”

Mødet mellem Næsby Boldklub og Vanløse IF blev ikke bare et opgør mellem to af topklubberne i CampoBet 3. Division, men også et møde mellem to stilarter, hvor Næsby Boldklub forsøgte at sætte sig på spillet, mens Vanløse IF mere angreb i giftige stik i et generelt ret lige opgør.

Men måske en lidt bredere bænk endte med at gøre udslaget? 

Det var under alle omstændigheder to indskiftere, der straffede en Vanløse-fejl, og fik en flot kontra omsat til mål, da Mathias Frederiksen skubbede bolden ind til 1-0 efter godt 70 minutter.

“Lige de to, der får det mål sat op for os der, er nogle tempospillere, som vi kunne sætte ind. Vi kunne godt mærke, at vi kom ikke til at sætte vores spil, som vi gerne ville, og så det var noget med at skifte fokus til tempo i stedet for rent boldspil,” siger Nicolai Wollenberg.

Lækker plæne, høj sol, kolde fadøl, perfekt ristede pølser og et vaskeægte topopgør. Divisionsfodbolden viste sig fra sin bedste side i Næsby i weekenden.

“Det var lidt en arbejdssejr i dag mod det måske bedste hold, vi har mødt. Det sagde jeg også til drengene i pausen. Det er det allermest afklarede hold, vi har mødt. De spiller virkelig som et hold.”

Med sejren har Næsby Boldklub fortsat maksimumpoint som det eneste hold i CampoBet 3. Division, hvor fynboerne har slået et hul på tre point ned til nummer to, Hørsholm-Usserød.

Og netop de flyvende oprykkere fra Hørsholm-Usserød venter på udebane i næste runde for Næsby Boldklub, mens Vanløse hjemme tager imod en anden formstærk oprykker i form af Sundby Boldklub.

Jens Andersen