Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

David Nielsen: Moro er en kriger

Foto: Ligamanager.dk
Betinia Liga
16/8/2025 10:36

Fredag aften stemplede AaB aldrig ind på Aalborg Portland Park.

Dertil var gæsterne fra Horsens for stærke.

Bogstaveligt talt.

David Nielsens tropper lykkedes nemlig med alt det, de er bedst til, heriblandt, at få kampen til at ligne et kontrolleret kaos fuld af power, infights og det ene spilstop efter det andet.

Især i maskinrummet.

Her gjorde Horsens 6er, Abdul Moro, mere end nogen anden ondt på AaBs ønske om, at få kampen til at handle om flydende formationer i åbent spil.

Den 19-årige ghaneser var her, der og alle vegne, men hvor end han var, overmatchede han hjemmeholdets centrale midtbane på fysikken.

Efter kampen var David Nielsen da heller ikke sen til at rose den spiller, der undervejs i kampen fik Horsens cheftræner til både at knytte næver og udstøde primalskrig ude på sidelinjen:

"Moro er en kriger og i flere perioder af kampen en enmandshær."

"Han er en ung spiller, der udvikler sig fantastisk på vores midtbane. Moro er dygtig både med og uden bolden, og viser i dag, at han kan træffe modne beslutninger," lød det fra David Nielsen, hvorefter han forsvandt ind i Horsens omklædningsrum, hvor Moro og co. dansede rundt til lyden af "Vamos a la Playa".

I AaBs omklædningsrum var der derimod larmende tavshed. Kampens resultat betyder nemlig, at Superliga-nedrykkerne blot er noteret for fem point efter fem spillerunder, hvilket rækker til en 8. plads i Betinia LIGA.

Jakob Genz