Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
CampoBet 2. Div
LigaManager dækker dansk fodbold

Ny Bager i Vendsyssel

7/23/2025 14:58

Vendsyssel FF har føjet Mads Bager til truppen på en 18 måneders aftale. Det melder klubben selv ud på deres hjemmeside.

Den 24-årige Bager udstyres med nummer 3 på ryggen og beskrives som "alsidig", der "kan dække af både i defensiven og på midtbanen samt tilføre truppen kvalitet, ro og spilintelligens."

“Mads har et stærkt fodboldmæssigt overblik, et godt venstreben og god taktiske forståelse. Han kommer til Vendsyssel FF med en klar ambition om at bidrage aktivt til klubbens sportslige udvikling,” udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

”Projektet i Vendsyssel virker super spændende. Klubbens potentiale er enormt, og ambitionerne for den kommende sæson er tiltalende. Derfor var det noget, jeg kunne se mig selv i. Jeg har en stor tiltro på den retning, som klubben er på vej i, og glæder mig til at bidrage med, at skulle bringe Vendsyssel tilbage i 1. Division,” udtaler Mads Bager.

Noget nær samme toner hører man fra klubbens anden ny-erhvervelse, der dog finder sted udenfor kridtstregerne.

Michael Nyame er tilknyttet som fysisk træner og kommer med en fortid fra FC Midtjylland, hvor han har fungeret som førsteholdsfysioterapeut "med ansvar for spillerforebyggelse, rehabilitering og styrke-/konditionstræning."

“Vi har ledt efter en kapacitet til at stå for vores fysiske træning, som er ét af de parametre, som vi har en hel del fokus på. Det må man sige, vi har fundet i Michael. En super dygtig og kompetent træner, der har erfaring fra nogle af de fineste adresser i dansk fodbold. Han er kommet til Vendsyssel for at gøre en mærkbar forskel. Så er vi ved at fuldende vores trænerteam, hvor vi nu kun mangler at ansætte en assistenttræner,” siger Jens Hammer Sørensen om akkvisitionen.

“Jeg glæder mig over at blive en del af Vendsyssel FF og bidrage til holdets fysiske udvikling og fremadrettede præstationer. Det er et spændende projekt med stærke ambitioner, og jeg ser frem til at bringe min erfaring i spil heroppe.” udtaler Michael Nyame selv.

Jacob Hansen