Thisted FC forstærker offensiven

Thisted FC har skrevet kontrakt med angriberen Martin Lauritsen, som tiltræder truppen med øjeblikkelig virkning.
Det melder klubben selv ud via egne medier, hvori de også udtrykker begejstring med tilgangen af den 22-årige angriber.
“Vi er enormt glade for, at Martin har valgt at spille for Thisted FC. Han er en rigtig spændende angriber med en stærk fysik og en god afslutningsfod. Derudover er han en hårdtarbejdende spiller, som ikke er bange for at tage de krævende løb. Hverken offensivt og defensivt,” udtaler cheftræner Daniel Kristensen.
Martin Lauritsen har tidligere tørnet ud for Holstebro, hvor han gjorde sig bemærket som målscorer. Det gav et skifte til Fremad Amager, men senest har han været udlejet til FA 2000.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at følge Martins udvikling her i truppen. Jeg håber, at han kommer til at bidrage med både mål og energi i en i forvejen spændende trup,” afslutter Daniel Kristensen.
Thisted FC åbner sæsonen i CampoBet 2. division fredag d. 1. august med en hjemmekamp mod Fremad Amager.