Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

VSK-direktør om bane-kaos: Det er amatøragtigt

Bold
CampoBet 2. Div
29/8/2025 16:55

Sidste lørdag var mildest talt ikke en kampdag, som kampdage er flest for VSK Aarhus. Og slet ikke for direktør Jens Isbak, der, hvis han ellers skulle have været i tvivl i forvejen, for alvor fandt ud af, hvor mange kasketter en direktør i en mindre 2. divisionsklubber må bære. LigaManager giver ordet til Jens Isbak, og scenen er en kommende hjemmekamp mod FC Helsingør.

”Det startede under opvarmningen med, at dommeren faldt på vores kunstgræsbane. Der var åbenbart en syning, som var gået op. ”Har du ikke noget at reparere den med”, spurgte han så, og det mente jeg faktisk ikke rigtigt, jeg lå inde med. Så kunne han ikke godkende banen til brug.

”Da vi er forvist fra vores eget stadion, fordi AGF spiller deres Superliga-kampe på lige netop dén bane, foreslog vi dommeren at flytte kampen til en alternativ bane. Det var ok, lige indtil han havde inspiceret vores første forslag. Dén kunne der efter hans mening ikke afvikles divisionskamp på.

”Derfor endte vi på vores kampgræsbane, hvortil dommeren efter en kort inspektion sagde: ”den er fin. Sørger du lige for at kridte den ordentligt op?”. Så måtte jeg i huj og hejst hjem og hente min trailer, få organiseret noget kridt, tilbage på banen og så ellers okse rundt og kridte bane op. Samt i øvrigt få fortalt de fremmødte tilskuere, at de skulle rykke fra stadion til bane 5.

Imponerende nok blev det hele klaret med et kvarters forsinkelse af kampen, og selvom VSK endte dagen som vinder, var Jens Isbak ikke tilfreds med situationen.

”Vi synes selv, det er amatøragtigt, og jeg vil også gerne beklage overfor FC Helsingør,” siger Jens Isbak til LigaManager om hele miseren. Weekendens opgør skulle meget gerne forløbe lidt mere glat til alle parters tilfredshed.

Jacob Hansen