Vanløse IF: Skønt med københavnerkampe

Der findes næppe noget bedre i fodbold end at slå sine naboer.
Sådan ser man også på det hos oprykkerne fra Vanløse IF, hvor sportschef Jan Bjur dårligt kan vente med at få taget hul på sæsonens mange københavneropgør i CampoBet 3. divison.
“Vi er utroligt glade for at være tilbage i en liga med en masse sjove københavnerhold. Det er typisk også nogle kampe, som spillerne virkelig glæder sig til at spille,” siger sportschefen.
“Vi starter jo med et lokalopgør mod FA2000, og der er jo også sjove hold som Frem og Brønshøj. Da vi forrige år rykkede ud var det lidt mere kedeligt med fire fynske hold, fire jyske og så fire sjællandske. Men de her københavnerkampe er der meget mere opmærksomhed på.”
Vanløse IF har som mange af kollegerne i især københavnsområdet oplevet stor udskiftning i spillertruppen. I skrivende stund har Vanløse IF sagt goddag til ikke færre end 11 nye spillere - læs mere om dem her - men Jan Bjur forklarer, at selvom det måske lyder voldsomt, så er det en nødvendighed.
“Truppen var lige smal nok, som det så ud. Og med lidt hårdere kampe i den her sæson, så bliver der brug for både at øge antallet af spillere og konkurrencen om pladserne,” siger Jan Bjur.
Kamp om pladserne håber Jan Bjur også, at der bliver på stadion, hvor de mange københavnerkampe netop kan være med til at få godt med folk på lægterne.
Og så bliver det ekstra sjovt at gå til fodbold.
“Vi er jo meget glade for Vanløse Stadion. Det er virkelig et sted, hvor det kan mærkes, så snart der er mere end de der 500 mand. Så har det virkelig en stor effekt.”
Vanløse IF tager FA2000 lørdag 2. august klokken 14:00.
