Riemer om Eriksen-fravalg: Måske det sværeste i karrieren

Ikke at udtage Christian Eriksen til den kommende landsholdssamling er en af de sværeste beslutninger, Brian Riemer har måttet foretage i sin trænerkarriere. Det afslørede han ved mandagens pressemøde, hvor Eriksen naturligvis var et varmt emne. Selv ved sit fravær.
”At sætte en spiller af, fordi du ikke synes, han er god nok, kan godt være en svær samtale. Men til syvende og sidst, er det dig, der har truffet beslutningen. Det er sådan, du gerne vil have det. Den her beslutning er en, der går mod min vilje.
Havde Christian Eriksen været i en klub og trænet og spillet, var han blevet udtaget her til den her samling. Som det normalt ville være.
”Derfor har det selvfølgelig været et stort dilemma. For hvor langt tid trækker du den? Jeg har trukket den så langt, jeg overhovedet kunne for at se, om ikke der skete noget. Kan vi løse den her situation? Og til sidst løb timeglasset ud i forhold til at være klar til at spille en høj-kompetitiv kamp om at komme til VM.”
”Christian Eriksen har jo ikke trænet og spillet i en klub, siden vi forlod Odense Stadion efter den seneste landskamp. Det er to og en halv måned siden. Hvis jeg skal være lidt tro mod mig selv, mod de andre spillere i truppen, og mod dem, som kæmper for at komme på landsholdet, så er der en fundamental ting i det at være i fodboldform.
Så selvom det var en meget svær beslutning, var det også en simpel beslutning for mig at træffe.”
