Optakt: VSK og Brabrand åbner med lokalbrag

Sæsonplanlæggerne har maget det således, at divisionens to oprykkere straks brager sammen. Så er dén duel ligesom ude af vejen. Ingen oprykker bryder sig om at tabe til en medoprykker. Og i lige netop denne duel føjes aspektet ”lokalbrag” til som ekstra krydderi.
”Kampene mod Brabrand lever altid sit eget liv. Det er to hold, som kender hinanden rigtig godt. Der er altid en masse nerve og intensitet. Vi glæder os helt vildt til på lørdag, og forhåbentlig kommer der en masse VSK-fans, som kan være med til skubbe os frem på banen,” som VSK-anfører Simon Søndergaard siger som optakt til kampen.
VSK Aarhus smadrede Brabrand IF med 5-1 i en træningskamp, hvilket selvfølgelig ”ikke var planen”, som Brabrand-boss Michele Demontis fortæller LigaManager.
Men så var det heller ikke værre, som han også uddyber.
”Vi spillede en speciel træningskamp med tre halvlege. Det var 135 minutters fodbold, hvor begge hold skiftede rigtigt meget ud undervejs. Vi kom foran og var rimeligt gode i den første time. Vi var ikke helt så gode i næste 75 minutter.
"Det bliver anderledes på lørdag,” lover Michele Demontis for hvem, kampen selvfølgelig er ekstra speciel. En fortid på 10 år i VSK, eller Skovbakken, sætter selvfølgelig sine spor.
”De blå brasilianere” vandt begge udekampe mod VSK med 1-0 i sidste sæson. Til gengæld sluttede begge møder hos Brabrand med 1-1. Mon ikke en lignende spændende duel er i vente i sæsonåbneren.
