Optakt: Tromler FCK videre mod FC Nordsjælland?

FCK blæææste stakkels Malmø ud af banen og hjem over broen i tirsdags med en knusende sikker 5-0 sejr i Champions League-kvalifikationen.
Og lad os bare være ærlige; hvis løverne spiller sådan hver gang, er der nok ikke nogle hold i Superligaen, som kan følge med i det lange løb.
Heldigvis for spændingen i den bedste danske række er det dog ikke hver gang, at FCK spiller så godt.
Det så vi et bevis på sidste fredag, da københavnerne indkasserede sæsonens første nederlag i en hæsblæsende fodboldkamp mod AGF, som rejste hjem til Aarhus med tre flotte point i bagagen.
I næste uge venter endnu en europæisk kamp for Neestrups tropper, som denne gang skal op imod Basel, og så er spørgsmålet, om det igen kommer til at gå ud over præstationen i Superligaen?
I nyere tid har FCK ikke haft det helt nemt på kunstgræsset i Farum, hvor det blot er blevet til en sejr i de seneste syv kampe.
Sejren kom dog i det seneste indbyrdes opgør på Right To Dream Park, og med FC Nordsjællands aktuelle udfordringer taget i betragtning, burde der vel være endnu en sejr i vente for FCK fredag.
Efter premieresejren over Fredericia har Jens Olsens mandskab tabt tre kampe i streg, og især i de to seneste har der været åbent hus defensivt med tre indkasserede mål mod Sønderjyske og fire mod Silkeborg.
Fredag den 15. august klokken 18:00 kan du se om nordsjællænderne rejser sig mod de forsvarende mestre.