Optakt: Randers jagter revanche mod Silkeborg

Randers var den helt store Superliga-overraskelse sidste efterår, og i denne omgang har Rasmus Bertelsens tropper også lagt pænt fra land.
Spillemæssigt har kronjyderne ikke overbevist endnu, men fire point efter to udekampe mod Vejle og AGF må siges at være ganske godkendt.
Senest var der ikke meget at glæde sig over efter 1. halvleg mod AGF, hvor Randers var heldige kun at være bagud med 1-0, men på fem fantastiske minutter lige efter pausen, som bød på mål fra Campbell og Mahmoud, lykkedes det alligevel at stikke afsted med sejren.
Søndag eftermiddag gælder det så sæsonens første hjemmekamp på Cepheus Park, hvor der bør være fine forudsætninger for at høste endnu flere point.
Gæsterne fra Silkeborg er nemlig kommet haltende fra start. Mildest talt.
Kent Nielsens mandskab startede ud med en 3-0 snitter ude mod Brøndby, mens det senest blev til et højst overraskende, om end fortjent, nederlag til oprykkerne fra Fredericia.
Det så heller ikke overbevisende ud hverken ude eller hjemme mod KA Akureyri i Conference League-kvalen.
Heldigvis for dansk fodbold endte det dog med videre avancement efter samlet 4-3. I øvrigt efter hele tre scoringer af Tonni Adamsen torsdag aften.
Klubben fra Søhøjlandet har dog den indbyrdes overhånd mod Randers, som de besejrede intet mindre end tre gange i seneste sæson.
Revanche til Randers eller oprejsning til Silkeborg? - Kampen spilles på Cepheus Park klokken 14:00 søndag.