Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Optakt: AB advaret om udestærke Thisted

Foto: Thisted FC
CampoBet 2. Div
23/8/2025 11:59

Det er en uge som denne, at ABs store trup kommer dem til gode. I modsætning til Thisted FC var AB ude i midtuge-kamp, da den udsatte affære mod Ishøj IF fandt sted onsdag aften. Det var krasbørstig affære på Solar Solutions Park, så det kan kun være en fordel at have et fuldtids-setup.

Det har Thisted FC ikke, men de er til gengæld i rigtig god form. Tæller vi sidste sæson med, er de oppe på syv ligakampe i træk uden nederlag. Som topscorer Christian Wagner fortalte LigaManager i midtugen; ”siden det klikkede har vi jo fandeme ikke set os tilbage”. Og apropos Wagner.

Han var i foråret lejet ud til Thisted FC fra netop AB inden sommerens permanente skifte. Han elsker tydeligvis at spille i Thisted og mon ikke han ville nyde at sende en ”hilsen” til sin tidligere arbejdsgiver?

AB er rimeligt store favoritter hos spilselskaberne, men tjek lige Thisteds udebane-historik.

De vandt deres seneste seks udekampe på stribe og scorede mindst to mål i hver. Fem af de kampe var på Sjælland, så de lader sig øjensynligt ikke gå på af den forholdsvis lange tur fra Limfjorden. Det er en form, der afkræver behørig respekt fra AB-træner Joey Gudjonsson og hans stab.

Formodede startopstillinger:

AB: Benediktsson – Koudelka – Dal Hende – Mathys – Jonasson – Immersen – Vesterholm – Brund – Lindgaard – Ibsen - Mullings

Thisted FC: Raahauge – Hansen – Andersen – Jensen – Gyldenløve – Overgaard – Lagergaard – JJ – Hørby – Lauritsen – Wagner

Der er kick-off på Gladsaxe Stadion lørdag kl. 15:00 – se odds på kampen her.

Jacob Hansen