Kasper Lorentzen: Vi vokser hele tiden

Tabellen lyver aldrig. Og så alligevel lidt.
Bedømt på en række af de statistikker, som B.93 har produceret i sæsonens tre første ligakampe, har Østerbro-holdet i hvert fald fortjent flere point end de har fået.
Før 4. spillerunde er Kasper Lorentzens mandskab noteret to ud af ni mulige point i Betinia LIGA.
"Vi er naturligvis ikke tilfredse med, at det kun er blevet til to point. Men hvis man ser de tal, vi har produceret - og tager udviklingen i de kampe, vi har spillet, i betragtning, så er vi bestemt på rette vej," udtaler Kasper Lorentzen til ligamanager.dk.
De tal, Kasper Lorentzen hentyder til, er blandt andre holdets boldbesiddelse, der pt. ligger på 57,9 procent og kun er overgået af Aarhus Fremad.
Derudover er B.93 det hold i landets næstbedste række, der ikke bare har produceret flest afleveringer, men også flest vellykkede.
Chancer er det også blevet til og Kasper Lorentzens tropper er fjerdebedst til at ramme indenfor målrammen.
"Jeg synes, vi vokser kamp for kamp. Som jeg tidligere har sagt, vil vi gerne bokse med i ligaen i denne sæson, og det synes jeg, vi har gjort indtil videre. Vi har leveret gode præstationer, ikke mindst i seneste kamp mod Hillerød."
"Kort sagt, vi bliver bedre og bedre, og sværere og sværere for modstanderen at slå, men der er ting, vi skal forbedre, så vi kan forvandle vores tal til point."
B.93 næste modstander i Betinia LIGA er Hobro, som Kasper Lorentzen møder på DS Arena fredag aften klokken 19.00.
