Viborg ansætter omsider ny træner

Nickolai Lund er ny cheftræner i Viborg FF og tiltræder med det samme på en kontrakt, der løber over de næste tre år. Processen har taget en måned.
Sportschef Mads Agesen fortæller, at ansættelsen er resultatet af et velovervejet og målrettet forløb.
"Vi har gennemgået en meget grundig og ambitiøs proces med at finde vores nye cheftræner, hvilket bør være forventeligt af os. For os handler det aldrig om kortsigtede løsninger, men altid det lange seje træk. Derfor har vi prioriteret grundighed meget højt, da vi naturligvis har ønsket at sikre den helt rigtige profil til vores projekt," siger han til klubbens hjemmeside.
Undervejs i processen blev det mere og mere tydeligt, at valget burde falde på netop Nickolai Lund – ikke mindst på baggrund af hans rolle som midlertidig cheftræner.
"I den tid, processen har været i gang, har det løbende stået mere og mere klart for os, at Nickolai er det helt rigtige match som cheftræner for vores klub. Sideløbende med rekrutteringsprocessen har vi fået mulighed for at observere Nickolais måde at håndtere det hele på som midlertidig cheftræner, og der har vi set en meget kompetent træner, der stiller ekstremt høje krav til spillerne, staben og resten af sine omgivelser. Vi har samtidig mærket, at der har været et rigtig godt træningsmiljø og en stærk træningskultur."
Ifølge Agesen har Lund udviklet sig markant under sit ophold i F.C. København, og det har styrket ham yderligere som trænerprofil.
"Det har været helt tydeligt for os, at Nickolai er kommet tilbage i en meget stærkere udgave efter sin tid i F.C. København, hvor han har fået værdifuld erfaring fra allerøverste niveau herhjemme, og hvor han også har oplevet modgang, hvilket har modnet ham og gjort ham endnu stærkere og klogere. Det er også en klar fordel, at Nicolai i forvejen har et indgående kendskab til vores klub og kender alt til kulturen, spillestilen og vores DNA, og derudover oplever vi en enorm sult fra Nickolai efter at stå i spidsen for vores projekt."
Valget af Lund hænger også tæt sammen med Viborg FF’s strategi om at udvikle både spillere og mennesker.
"Det er en del af klubbens strategi, at vi vil dyrke potentialet i mennesker, og vi er overbevist om, at der er et stort cheftrænerpotentiale i Nickolai, som vi kan forløse sammen. Derfor ser vi nu meget frem til at tage hul på en fremtid med Nickolai som cheftræner, og vi føler os sikre på, at vi kommer til at se en meget positiv udvikling i de kommende år," siger sportschef Mads Agesen.