Optakt: HB Køge og Aarhus Fremad bliver en kamp om midtbanen

HB Køge fik den bedst tænkelige start på sæsonen, da Svanerne vandt 2-0 over Hobro i sidste weekends sæsonpremiere.
En sejr, som Nicklas Pedersens mandskab nu skal forsøge at følge op på fredag aften, hvor Aarhus Fremad kommer på besøg på Capelli Sport Stadion.
Men let bliver det ikke.
Aarhus Fremad leverede nemlig en fornem indsats i deres sæsonpremiere, hvor oprykkerne fra 2. division spillede 0-0 ude mod AC Horsens.
I modsætning til HB Køge, der kun havde bolden i 40 procent af tiden mod Hobro, havde Aarhus Fremad mest boldbesiddelse i Horsens, hvor især Kasper Lunding gjorde sig positivt bemærket.
Den 26-årige midtbanespiller var kampen igennem en kreativ arbejdshest, der voldte David Nielsens mandskab store problemer, og med lidt ekstra held i sprøjten var Kasper Lunding også var kommet på måltavlen.
Det formåede hans midtbanekollega i HB Køge, Christian Tue Jensen, til gengæld at komme. Han scorede nemlig begge HB Køges mål mod Hobro.
Hvem af de to spillere, der trækker det længste strå i kampen om midtbanen på Capelli Sport Stadion fredag aften, finder vi ud af klokken 18.30, hvor kampen mellem HB Køge og Aarhus Fremad fløjtes i gang.