Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
CampoBet 3. Div
LigaManager dækker dansk fodbold

Flæskestegs-Direktør: Brønshøj-stemning er unik

7/23/2025 13:40

Tingbjerg Ground i Brønshøj er et af de mest festlige steder i Danmark at gå til fodbold. Bølgerne går gerne højt på lægterne, men altid på venlig og morsom facon.

Og det er vel også langt fra alle klubber i CampoBet 3. Division, der kan bryste sig af deciderede fanfraktioner, men hos Brønshøj sværmer flere af dem rundt.

“Vi har jo både Drunken Army, som er en flok på måske 50 mennesker, som kommer for at have det sjovt, for at synge og drikke nogle øl. De kan godt lide at stå og synge om, at vi skal i Champions League og den slags. Og så har vi vores anden fraktion Hvepsene, der er enormt loyale og har støttet os i mange år,” siger administrende direktør i Brønshøj Boldklub, Claus Wiingaard.

“Det betyder også, at vi i sidste sæson lå på et tilskuertal på mellem 800 og 900 til hver eneste hjemmekamp. Jeg mener, vores rekord i sidste sæson var 1.200 til en enkelt kamp.”

Brønshøj Boldklub var med i oprykningsspillet i sidste sæson, men gik helt ned i foråret og sluttede langt fra oprykning. Det er da heller ikke nødvendigvis champagnefodbold, der lokker folk på Tingbjerg Ground.

“Det handler om at gøre noget for de folk, der kommer. Sørge for, at der er en god bar med god øl, nogle flæskestegssandwich, pandekager -  you name it. Senest er vi begyndt at lave cocktails også,” siger den administrerende direktør, der trods den fine titel ikke er for fin til selv at sørge for den gode stemning.

“Jeg står selv og laver mellem 100 og 200 flæskestegssandwich hver gang. Vi hjælper allesammen til uanset titel og sådan noget. Vi skal have det til at fungere. Det er noget af det, der gør, at vi kan holde sammen på det her.”

Det bliver først i anden runde af CampoBet 3. Division, at det bliver muligt at skylle en flæskestegssandwich ned med en guldøl på Tingbjerg Ground. “Hvepsene” flyver således helt til Vejgaard og åbner sæsonen den 2. august.

Jens Andersen