Vendsyssel-direktør: Fantastiske sponsorer støtter stadig op

Hovedaktionæren i Vendsyssel FF, Jacob Andersen, udtalte i foråret, at det altid er svært at drive en forretning i landets næstbedste række. Efter en højst uventet nedrykning til CampoBet 2. division, er det selvfølgelig ikke blevet nemmere for nordjyderne at få en fodboldforretning til at løbe rundt.
LigaManager måtte derfor en tur til det fantastiske kompleks i Vraa, hvor Vendsyssel FF til daglig holder til, for at spørge ind til, hvordan landet ligger i den ambitiøse klub. Heldigvis var direktør Lars Glinvad klar med kaffe og en forklaring på, hvori udfordringerne består.
”Mange gange er det, at drive en fodboldforretning ikke altid fornuftsdrevet. Der er mange følelser involveret. Og følelsen hos alle klubber er, at vi sejrer, at vi spiller med om medaljer og oprykning,” fortæller Glinvad og uddyber.
”Der bliver der nogle gange truffet lidt spontane beslutninger. Hvis man nu lige pludselig har mulighed for at hente Kasper Kusk, så gør vi det sgu, selvom der måske ikke er penge til det. Og så får vi også lige mulighed for at hente Frederik Børsting. Derfor er det nogle gange svært at lave et budget og holde sig til 100 procent til det.
”Det handler selvfølgelig meget om, hvordan det går indenfor kridtstregerne. Ligger vi i bunden efter halvdelen af turneringen, bliver vi nødt til at forstærke os på en eller anden måde. Så det sportslige er mange gange det vigtigste frem for tallene. Vi er så dybt afhængige af, hvad der sker i løbet af 90 minutter én gang om ugen.”
Hvor afhængig kan lige præcis Vendsyssel FF nu skrive under på. Trods de sportslige satsninger, var der intet indenfor kridtstregerne, der gav pote. Så mangler der mønt i kassen.
”Vi kommer til at mangle cirka 4,5-5 mio. i TV-penge. Det gør nas. Derfor kommer 90-95 procent af vores indtægter fra vores sponsorer. Det er rigtig voldsomt, men gudskelov oplever vi, at opbakningen er der. Den er faktisk rigtig god. Vi kommer til at ligge på 95 procent af, hvad vi gjorde sidste år i samme periode. Erhvervslivet støtter virkelig op omkring det, fordi vi er en stor kulturinstitution i landsdelen. Og de tror på projektet,” slutter en indtil videre tilfreds Lars Glinvad.
